tirsdag, november 28, 2006

Smykke i arv

Her i starten af oktober måned, viste jeg nogle billeder af min oldemor Ottobine Mouridsen Søndergaard (11) (se indlægget i bloggen). På billedet havde hun en broche på, som min faster har arvet. Her er billeder af min oldemor og min faster med brochen:

onsdag, november 22, 2006

Mine forældre

Jeg har nu fået lagt beskrivelse ud på min hjemmeside vedrørende mine forældre Hans Jakob Bak og Mary Charlotte Nielsen. Jeg har først nu fået spurgt mine søskende, om de synes, det er OK - og det synes de. Jeg synes, man bør spørge pårørende, når det er slægt så tæt på. Selvom mine søskende selv kun er nævnt ved navn, er det jo deres forældre, det drejer sig om.

fredag, november 17, 2006

Træer som symbol på slægten

Man anvender tit et træ som symbol i slægtsforskning. Både som symbol for aner og for efterslægt - og nogle gange for begge med anerne i træets rødder og efterslægten i trætoppen.

Jeg synes, det er et smukt symbol og bruger tit et træfoto som baggrund på min skærm. Særligt er jeg glad for Ian Brittons træer hos Freefoto.com.

Her til morgen prøvede jeg så lige at warholize (se mit indlæg fra i går) et af mine egne træfotos. Se et af resultaterne:

torsdag, november 16, 2006

Aner á la Andy Warhol

Lidt sjov har man da lov at ha'!

Her kan I se mine oldeforældre Mikkel Pedersen Bak og Else Marie Knudsen præsenteret, som Andy Warhol ville have gjort det:


Flot ikke? Du kan selv prøve på John Watsons Warholizer.

Jeg prøvede også lige med min morfar Marinus Christian Nielsen:

mandag, november 06, 2006

Udenlandske weblogs om slægtsforskning

Jeg følger med i en række udenlanske weblogs vedrørende slægtsforskning. Bl.a. følger jeg med i The Genealogue. Chris Dunham der står for The Genealogue har nu lavet en oversigt over mere end 240 genealogi-weblogs - Genealogy Blog Finder. Dér kan man nok finde nogle interessante blogs at følge med i!

fredag, november 03, 2006

Grundtvigianisme

Min mand og jeg var i går aftes i Helsingør Domkirke for at høre et foredrag om Grundtvig arrangeret af Helsingør Aftenskole. Foredraget, der blev holdt af Lars Thorkild Bjørn, var både spændende og underholdende, og det blev ledsaget af lysbilleder og sang.

Grundtvig (1783-1872) var en mand med mange interesser. Han interesserede sig for nordisk mytologi og historie. Han satte den menneskelige frihed i centrum både i kirken og samfundet. Han engagerede sig i politik og skrev en mængde om alle sin interessefelter.

Han satte sig op imod datidens rationalistiske præster, der var præget af tidens fornuftsfilosofi, og som mente, at præsterne skulle være forbilleder og opdrage på menigheden. Grundtvig derimod satte menighedens fællesskab omkring dåb og nadver i centrum. Han skrev et utal af salmer, hvoraf mange af dem synges i dag. Nogle af de kendteste er: Dejlig er den himmel blå, Det er så dejligt at følges ad, Vær velkommen herrens år og Nu falmer skoven trindt om land. En af mine favoritter er Det kimer nu. I det første vers ses det tydeligt hvor god en salmedigter, han var:

Det kimer nu til julefest
det kimer for den høje gæst
som steg til lave hytter ned
med nytårsgaver: fryd og fred

Han var også en mand, der stod ved sine meninger. Han havde på grund af sin opposition til det daværende præsteskab svært ved at få et embede. Han virkede derfor som bl.a. lærer og forfatter. Senere får han stilling som kapellan hos sin gamle far i Udby og senere i Vor Frelsers kirke. Endelig får han et embede i Vartov.

Grundtvig har betydet meget for den danske kirke og skole samt for vores demokrati. Han var også medvirkende til at de danske menigheder i mange danske sogne splittedes i to retninger – grundtvigianerne og de indre missionske.

Således i Gjellerup sogn, hvor Herning-Gjellerup Valgmenighed, blev dannet i 1904 på grund af stridigheder med Indre Mission. I starten anvendte både grundtvigianerne og de indre missionske Gjellerup kirke, men i 1924 fik valgmenigheden bygget deres egen kirke.

I Gjellerup kirke blev min far døbt i 1919 af den daværende grundtvigianske valgmenighedspræst Enevold Terkelsen. Han havde tidligere været præst i Sinding og Ørre 1892-1900, hvor min farfar Martin J. Mikkelsen Bak voksede op. Farfar kom senere på Silkeborg Seminarium. Seminariet var på dette tidspunkt ledet af P.J.M. Vinther, og blev gennem ham det seminarium, der stærkest var præget af den grundtvigske bevægelse.

Naturligt sluttede min farfar og farmor sig til den grundtvigske valgmenighed i Gjellerup, da min farfar var lærer på Hammerum skole.