søndag, april 02, 2006

Aprilsnar

I går var det min fødselsdag - 1. april. Det er en dag, som mange husker, og det er jo rart. Ofte spøger de om aprilsnar, og når min mor fortalte om min fødsel, så indgik det også i fortællingen.

Da jeg blev født, var 1. april også første skoledag. Min far var lærer, og var derfor på skolen. Min mor ringede til inspektørens kone, og bad hende sende ham hjem. Det var jo lidt upraktisk den første dag i det nye skoleår, så hun spøgte med, om det skulle være en aprilsnar. Han fik dog lov til at tage hjem og overværede min fødsel, som gik nemt, og det var en dejlig oplevelse for ham.

Da jeg var barn, vidste jeg, at Bismarck var født samme dag. Det var jeg ikke så begejstret for. Jeg skulle dengang have kendt til de mange andre, som også var født den dag - herunder eksempelvis komponisterne Rachmaninov og Haydn, forfatterne Milan Kundera og Henrik Cavling, psykologen Maslow, cykelrytteren Frank Høj og instruktøren Regnar Grasten. Fremfor alt er jeg glad for, at min store helt den japanske skuespiller Toshiro Mifune er født samme dag.

Rigtig mange begivenheder er sket på min fødselsdag. Her er et meget lille udsnit:
  • 1340: "Den kullede greve" bliver dræbt og dermed ender den holstenske besættelse af Danmark
  • 1851: det første danske frimærke udstedes
  • 1857: øresundstolden ophæves
  • 1916: metersystemet indføres som officielt målesystem i Danmark
  • 1924 Hilter idømmes 5 års fængsel for deltagelse i mislykket statskup
  • 1925: Danmarks Radio oprettes
  • 1939: Den spanske Borgerkrig afsluttes
  • 1948: Færøerne opnår selvstyre
  • 1949: Republikken Irland oprettes
  • 1957: det år jeg blev født, blev folkepensionen indført
  • 1991: Warzawapagten opløses
  • 2001: Milosevic anholdes

Ingen kommentarer: